BADEHOTELLET LOHALS

Badehotellet Lohals er bygget omkring år 1900 med 27 gæsteværelser og 2 store spise og dansesale. Det var nok det fineste sted at feriere. 1923 til 1943 var hotellets storhedstid. I hotellets store sal var der anbragt småborde, hvor hotellets gæster kunne høre underholdningsmusik. Først efter kl. 22 måtte der spilles dansemusik. Også folk fra byen havde adgang til salen, her kunne de fine sommerkjoler vises frem. Den langelandske dialekt blev præget af de tilrejsende sommergæster og på mange andre måder fik turistlivet betydning for Lohals og omegn. I årene 1927-35 var der også biograf i bygningerne. I 1967 blev hotellet omdannet til plejehjem, en ny værelsesfløj blev tilbygget, og i 1972 blev den gamle kro-bygning på hjørnet inddraget i plejehjemmet. Hovedbygningen blev ombygget til 2-værelses boliger.
Senere har her været asylcenter og i 2018 blev ejendommen overtaget af Th-invest 1, og ud over i alt 13 udlejningsboliger er ejendommen nu under udvikling til forskellige aktiviteter.